Job i transports landsdækkende Roadshow
Siden 2016 har en specialbygget kæmpetruck turneret skoler over hele Danmark. I målet om at gøre flere unge nysgerrige på jobbet som chauffør bliver eleverne inviteret ud af klasselokalet og ind i trucken. Her kan eleverne prøve kræfter med chaufførjobbet og få viden om mulighederne bag rattet. Mere end 700 skoler og 50.000 elever har nu haft den store Mercedes-truck på besøg – og den er altid klar til at byde flere elever velkommen.
Det landsdækkende Roadshow besøger både folkeskoler, efterskoler, produktionsskoler og erhvervsskoler. Den specialbyggede kæmpetruck er indrettet som et klasselokale med indbygget lastbilsimulator. Ud over at prøve den populære simulator, kan eleverne få en snak med unge chauffører om deres vej til førerhuset. Chaufførerne svarer på spørgsmål og giver eleverne en førstehåndsberetning om et job i transport. Der er desuden quizzer og øvrig information, som skal være med til at gøre op med fordommene og vise mulighederne i chaufførfaget.
Cargo Dynasty - Det største undervisnings-spil udviklet i Danmark (2013-2022)
Med en udviklingspris på syv millioner kroner var Cargo Dynasty i 2013 danmarkshistoriens mest ambitiøse computerspil til undervisningsbrug.
Indtil udgangen af 2022 kunne du i Cargo Dynasty bygge dit eget virtuelle vognmandsfirma og få indblik i chaufførens hverdag med Danmarks største computerspil til uddannelsesbrug.
Transportens Udviklingsfond tog initiativ til det web-baserede undervisningsspil, mens TUR Forlag stod for udviklingen. Spillet tog udgangspunkt i et virkelighedsnært univers, hvor man skulle skabe sin egen rentable vognmandsforretning med alt, hvad der hørte til. Hviletidsbestemmelser skulle overholdes, lagerlogistikken skulle være i orden, varer skulle leveres til tiden og personalet efteruddannes.
Cargo Dynasty blev født ud fra en ambition om at være på forkant med branchens udvikling og med formålet at få flere unge til at søge ind på transportuddannelserne i fremtiden. Spillet var gratis til rådighed for erhvervsuddannelsescentrene og folke- og Efterskoler.
Da vi udviklede Cargo Dynasty, var gamer-kulturen helt ny, men vi så, at den havde potentiale. Med et spil, der kunne indgå i undervisningen og havde et konkurrenceelement, kunne vi bruge gaming til at få fat i de unge og gøre dem opmærksomme på transportbranchen
Peter B. Jepsen
Næstformand i Transportens Udviklingsfond